Hvilken emballage er produkterne man kan købe i vores webshop pakket i?

Det er forskelligt fra brand til brand, men alle har det tilfælles, at emballagen er nøje udvalgt med hensyn til miljøet. Derfor er produkterne pakket ind i genanvendt plastik, bionedbrydeligt plastik og/eller pap. For at beskytte tøjet bedst muligt under transport – både fra producenterne til os og fra webshoppen til dig – så er tøjet pakket enkeltvis ind i tøjposer.

Hvilken emballage bruger vi når vi sender ordrer ud?
Vi bruger naturbrune papirposer med selvklædende lukning samt danskproducerede papkasser. For at beskytte varerne bedst muligt, og udfylde tomrum i papkasserne, bruger vi pakkefyld lavet af 100% genbrugspapir.

Hvis originalemballagen er gået i stykker, pakkes varerne i tøjposer lavet af 100% genanvendt plastik fra Danmark. Lige pt. bruger vi dog cellonfanposer, indtil de sidste på vores lager er brugt, derefter udelukkende genanvendt plastik.

Hvilken emballage er mest miljøvenlig?

Den mest miljøvenlige emballage er den, der påvirker miljøet mindst muligt. Her er det vigtigt at kigge på hele processen fra råmateriale til produktion, brug og bortskaffelse. Derfor handler det om meget mere, end bare hvilke materialer der bliver brugt. Det handler om hvordan emballagen bliver fremstillet, hvor langt den skal transporteres, hvor meget emballage vi bruger og hvor gode vi er til at affaldssortere vores emballage rigtigt.

Plastik, papir eller pap
Plastik har en langt bedre holdbarhed end papir og pap, men der går uendelig lang tid før naturen formår at nedbryde plastik. Papir nedbrydes meget hurtigere og bruges derfor i alt højere grad til indpakning. Men plastens beskyttende fordele kan ikke altid erstattes med papir- og papemballage. Derfor er det altafgørende, at vi bliver bedre til at indsamle plastik, så den ikke ender ude i naturen eller i havet, men bliver genbrugt eller genanvendt.

Genanvende eller genbruge
I forhold til genanvendelighed minder plastik og papir meget om hinanden. Så længde de holdes adskilt ved affaldssortering, kan materialerne snildt genanvendes og bruges til fremstilling af nye produkter. Eller de kan genbruges som samme type produkt. Men mange institutioner har endnu ikke mulighed for at holde materialerne tilstrækkelig adskilt, hvorfor en stor del af affaldet i stedet bliver brændt og brugt til at generere energi. Fra et miljøsynspunkt er det også helt okay, men det ville være bedre at genanvende eller genbruge endnu mere.

Det udvidede producentansvar for emballage – og hvad betyder det for forbrugeren?

Det udvidede producentansvar for emballage betyder at virksomheder fra den 1. januar 2025 får det fulde ansvar for den emballage de bringer på markedet. De skal registrere og indberette forventet mængde emballage, dække udgifter til logistik og håndtering, samt sikre at emballagen sorteres og behandles korrekt – også efter det, at du som forbruger har sorteret affaldet derhjemme, eller på genbrugspladsen.

Formålet med det udvidede producentansvar er at reducere mængden af emballage. Men man vil også sikre, at mest muligt bliver indsamlet, genbrugt og/eller genanvendt, og øge virksomhedernes motivation til at designe bedre og mere miljørigtig emballage.

For dig som forbruger betyder det, at de virksomheder du handler med, er forpligtet til at oplyse hvordan emballagen du modtager dine varer i skal sorteres. Informationen kan fx stå på selve emballagen, eller deles via informationskampagner.

INDKØBSKURV

Din indkøbskurv er tom

Shop nu